Rødhættehuset
OM RØDHÆTTEHUSET Rødhættehuset er en storpasningsordning beliggende midt i Aalborg Centrum, med plads til max 15 børn i alderen 0-3 år. Vi tilbyder heldagspladser. I Rødhættehuset bestræber vi os på, at være økologiske, så vidt det er muligt. Vi bor i et dejligt hyggeligt byhus med egen gårdhave, og der er masser af plads at boltre sig på, lege sammen, bygge ting, hoppe og danse, eller til at finde ro, slappe af og få sig et lille hvil, få læst en historie, lave børneyoga, male. Det er vigtigt for os, at tilbyde en kærlig og nærværende pasningsmulighed, hvor barn og forældre oplever en genkendelighed, som kan være med til at skabe tryghed i barnets hverdag. Derfor vil barn og forældre komme til at møde så få forskellige voksne som muligt i løbet af en dag, så barnet hurtigt kan opnå en forudsigelighed i hverdagen i Rødhættehuset. Vi tror på, at børn er forskellige og har forskellige behov, ressourcer og præferencer. Derfor vil der hver dag være aktiviteter som træner og støtter barnets leg og bevægelse. Aktiviteterne vil være tilrettelagt efter børnenes alder og udviklingstrin, så det enkelte barn får mest ud af aktiviteten, og så barnet støttes i at gøre sig forståelig i sociale relationer med andre børn, at kunne tolke, forstå og respektere egne og andres følelser, valg og handlemåder. I løbet af ugen/måneden, vil der være forskellige aktiviteter for børnene, det kan være tur ud af huset, børneyoga, musik og dans, konstruktionslege, male og tegne og meget meget mere. I Rødhættehuset kan du møde: SIMONE HASSELKVIST. Simone er uddannet pædagog. Simone har tidligere været privat passer i eget hjem, og har over 10 års erfaring med vuggestue og børnehave. SANNE LARSEN. Sanne har erfaring fra specialområdet, hvor hun har arbejdet med anbragte børn. HANNE HØY LARSEN. Hanne er uddannet pædagog og har været leder i mere end 20 år. Hanne har arbejdet indenfor specialområdet med børn og unge med opmærksomheds- og tilknytningsforstyrrelser og har stor erfaring med at arbejde med børn i alle aldre og deres udvikling og med forældresamarbejde. Før Hanne startede i Rødhættehuset, var hun leder af en selvejende integreret daginstitution med vuggestue -og børnehavegruppe.






